MINDEORD
En stor kunstner er død. En Mand, der paa en forunderlig, ja mirakuløs Maade frigjorde vore eensporede Tanke- og Forestillingsbaner om Meninger, Handlinger og Følelser, og med faa Linier i Tegning og Tekst flængede enhver Art menneskelig Afstumpethed, selv om den havde sat sig nok saa vel til Rette i Vanens Gyngestol.
Hvorledes har denne geniale Evne udviklet sig. Hvad har skabt denne mangeartede og dog saa enkle Tones fyldige varme menneskelige Klang, der endnu vibrerer i Rummet trods dens Fremkalder ikke er mere. Hvad er det for hemmelighedsfulde Kræfter, som med en Pensel, lidt Tusch eller Farve beviser den menneskelige Aands Udødelighed? Den Udstilling af den store Kunstners Arbejder, som dette Katalog henviser til, skulde kunne give Svaret. I de mange Dage, hvor Gerhard Henning, Asger Fischer og jeg selv i Storm Petersens Hjem har fordybet os i de mange Tusind Tegninger og Malerier, som er Grundlaget for Udstillingen, gav han os selv Svaret. Selv i den Alvor og Højtidsfuldhed, der hviler over et Hjem, hvor Døden har været, udløste han atter og atter en befriende Munterhed, og i den Grad forbundet har han været med Livets Sundhed, og i den Grad er hans Aand inngaaet i hans Kunst, at han i disse Dage byggede Bro mellem det nærværende og det hinsidige. Han gjorde sin Fraværelse festlig, og det Liv, han har forladt, mere taaleligt.
Storm Petersen blev 66 år. Kunstnerisk magtfuldere og mere fortættet end nogen Sinde, og menneskeligt i Besiddelse af en Visdom, der i sin Bredde og Dybde fyldte os med Undren, stod han paa sin Formaaens Højde ved sin Død. Hans Produktion viser den Kamp, der er udspillet gennem de mange Aar, Kampen for at samle og forme de forskelligste og tilsyneladende uforenlige Sider af hans rige Evners Fremstillingsmuligheder.
Den siste Periode i hans Kunst siger os, at dette lykkerdes ham. Men hvem bistod ham i denne lange Kamp, hvor fandt han den Næring for sit særegne Sinds Udvikling, der er nødvendig for enhver ogsaa paa Aandens Omraade. Saadanne inderlige Forbindelser - Ungdommens Hjælp og Støtte i det Kaos, som enhver Tid syntes at være og ethvert ungt Væsen ofte er i sit Indre - bliver ofte benævnt som Paavirkning, Afhengighed og Efterabning. I Sandhed er det enhver Ungdoms Ret, saa sikkert som den absolutte Origisnalitet ikke eksisterer.
I Johannes Holbek, den barske Satiriker og Stilmystiker, fandt Storm Petersen den første Genklang af sin egen dunkle Søgen: Ornamentet, som et selvstændigt følelses- og sjælsbetonet Væsen. Hos Holbek fandt han mere end Tiden iøvrigt kunde give ham. Tiden var naturalistisk betragtende og modtagende. Holbek forbandt sig selv med Tingene, gik over i dem, blev et med dem, og saaledes opstod hans smertefulde Stilallegorier over Menneskene, eller rettere, hans eget smertefulde Sind gik ind i Mennesket og bøjede det efter hans Sjæls Rytme. Sikkert af samme Grund blev Edvard Munch den vejledende, forklarende og oplysende for Storm Petersen. Munch var selv den syge Pige, han skildrede, det haabløse i den Haabløse. Han var den norske Vinternat, han var fattig med Fattigdommen, han var som Franz av Assisi stigmatiseret af Forbindelsen med Livet. Denne Medlevenhedsevnes yderste Konsekvens fandt sin etiske arkitekton ske styrke Hans Jægers: Syg Kærlighed, i Sandheder for Sanhedens egen Skyld.
Var Storm Petersens barokke Paafund i denne Forbindelse en ubevidst reaktion mod det følelsesfulde, mod at lade sig binde afgørende til denne ene Side af Menneskets Forhold til Ting og Mennesker. Var det den blufærdiges Afværgen mod at aabenbare sin Følelses egentlige Omfang, eller var den Kamp begynt, der kendetegner den mellemliggende Periode i hans kunstneriske Udvikling. Var denne mærkelige knock a bout-Tid, hvor hans Tegninger bugner af de mest hasarderede Attributer for menneskelig Værdighed, hvori det myldrer med Overdrivelser og Indfald af tilsyneladende rent ydre Karakter, var den Tid Udtryk for en legende, frodig Fantasi, eller prøvede Storm Petersen her alle de tegnende Tings Udtryksmuligheder.
Naar man ser hen til de sidste Aars Arbejder, maa man afgjort mene, at ogsaa denne Periode tjente sit Formaal. I sin Ungdom fordybede Storm Petersen sig i Følelsernes mystiske Dybder. Han svinger ud til deres Modsætning, de ydre Tings absolutte og ofte meningsløse Overdimensionering. Som den store tragiske Klown, vil ogsaa han græde og le samtidig. Paa den mildeste Maade og paa den ædleste kunstneriske Maade naaede han dette Maal i sin sidste og lykkeligste Periode, og mon ikke den svenske Maler Ivar Arosenius har haft sin Betydning for Storm Petersen i denne Henseende.
Arosenius, der var Storm Petersens Ungdomsven, var et lyrisk Temperament. Han elskede Naturen. Hans Bakkanaler var poetisk Bellmanske. Han var fortabt i Dyr og Børn. Var det ikke disse elskelige Egenskaber, der bedaarede Storm Petersen og gyder Naturens milde Poesi over enhver af hans Figurer, hvad enten disse er Vorherres onde eller gode Børn.
Er det ikke tilsidst sammensmeltningen af hans Harme over Menneskenes Nederdrægtigheder, Livets Usselhed, og Livets Fylde af Følelsernes Magt, der skaber den Storm Petersen, der stod os alle mere nær end nogen anden af hans Samtidige; vi mærker, at han er en af vore egne i Sind og Skind, i stort som i smaat, i stærkt som i vegt, og derfor elsker vi ham uden Smaalighed.

Aksel Jørgensen.


EN PLIKTTRO TJENER - en flittig mester

Storm P. var skuespiller, skribent, maler og adskilligt andet. Men frem for alt var han tegner. Det blev hans livsgerning. I næsten en menneskealder havde han daglig sit faste arbejde i Det Berlingske Hus. Og dette daglige arbejde var at levere til »B. T.« en stor aktuel tegning, fire billeder til Peter og Ping-serien og til »Berlingske Aftenavis« en »Flue«. Når dertil føjes de talrige tegninger, han i ugens løb yderligere forsynede husets forskellige søndagsblade med, skulle man synes at Storm P.s dag var mere end fuldt besat. Og dog fik han stunder til mangfoldigt andet arbejde. Han tegnede til sit Storm P.-album og til Blæksprutten, han illustrerede bøger og tegnede plakater. - Til dette enorme dagværk fik Storm aldrig en håndsrækning, ingen gav ham »idéer«, alt måtte han selv spekulere ud, hver tekst til tegningene måtte han selv forme. At han kunne nå det!
Men han nåede det. Uden jag, præcis på klokkeslet blev tegningerne afleveret. Og det mest forunderlige er, at man i hele Storms gigantiske produktion næppe vil kunne pege på een tegning, som bærer præg af træthed eller hastværk! Her er intet jaskeri. Hver streg står fast og klar, en veloplagt ro præger billedet, med grafisk omhu er skraveringer udført, og et utal af detaljer, prikker og mønstre i alle tænkelige og utænkelige variationer har den travle mand givet sig god tid til at få med. Mon ikke dette manuelle arbejde har moret Storm? Og mon ikke en af hemmelighederne ved hans geniale kunst netop har været glæden ved håndværket i kunsten? Glæden ved at opleve, hvordan hånden med pen, pensel og tusch har kunnet lystre tankens indfald. Og i dagens rutineslid har denne glæde sikkert medvirket til, at hans tegnekunst bevarede sin friskhed, indtil trætheden til sidst fik ham til at segne.
En lille brøkdel af Storms tegninger - nogle hundrede af mange tusinde - er udstillet i disse sale. Vi fryder os over skælmeriet, dybsindet og skønheden i denne frodige kunst, nikker glad genkendende til denne eller hin tegning, som på en grå dag bragte os solskin og livsmod, og vi bøjer os i dyb respekt for Storms udholdende flid, hans pligttro tjenersind. Trofast dag ud og dag ind - selv i besættelsesårenes værste dage - sad han ved sit tegnebræt ved sin fars lille skrivebord og passede med kærlig flid sin dont.
På det beskedne arbejdsbord ligger der endnu tre påbegynte tegninger, en del af den daglige levering til redaktionen. Trætheden har overmandet den flittige, pligtopfyldende kunstner, og han måtte søge hvile. En velfortjent hvile efter en lang, travl arbejdsdag. Og når vi går gennem
disse sale, som er fyldt med hans kunst, vil vi sende mesteren Storm P. en velfortjent tak.

Herluf Jensenius